Jørn Christiansen skriver:
Jeg har selv fundet løsningen på billedet.
Min farmor og farfar boede på den tid hos min farfars bedstemor
på Langgade 91 i Gedser, og selvom man på arkivet i Gedser ikke
mente, at det var et hus i Gedser, så kunne jeg ikke helt slå
det ud af hovedet. Jeg var igen på Gedser Arkiv, og der gennemgik
jeg alle deres gamle postkort fra Gedser, og det gav bonus:
Langgade 91 er huset til højre for huset med tårnene, det ligger
der stadig, men i stedet for fire vinduer og en dør ud til gaden
er der i dag kun to vinduer. Jeg er sikker på, at det er det
samme hus, og så ved jeg også, hvem den ældre dame er, det er
min tipoldemor, Martinette Lisette Hansen, født Sørensen. Martinette
døde den 21. marts 1912, og den lille knægt på armen er født
i 1910.
Ja, jeg har haft en periode med meget langsom "sagsbehandling",
så jeg og www.ukendtebilleder.dk kan desværre ikke
nuppe noget af æren for identifikationen...
Til gengæld må jeg jo så endnu en gang understrege,
at stædighed af og til lønner sig i slægtsforskning.
Tillykke til Jørn Christiansen...!
Mange hilsener,
Jesper Larsen
(Webmaster)
Jørn Christiansen skrev i sin tid:
Billedet er fra familiens fotoalbum.
Damen med barnet på armen skulle være min farmor, Laura Johanne
Christine Christiansen født Mortensen.
Jeg har altid formodet, at billedet er fra Gedser, hvor hun
boede, men efter en forespørgsel på Gedser Lokalarkiv, er jeg
tvivl om, hvorvidt det er optaget i Gedser.
Hvor er det så fra? Og hvem er den ældre dame, som ser ud til
at bo i huset?